

HANDELSUNDERSØGELSE
- Køb af hest
Handelsundersøgelsen (HU) er et vigtig redskab i forbindelse med køb af hest. Dette er en mulighed for at få en objektiv vurdering af hestens sundhedstilstand.
Det er altid spændende at handelsundersøge heste!
Jeg har altid mine mest POSITIVE briller på, når jeg skal HU en hest. Jeg ved jo godt, at processen inden selve undersøgelsen har været lang for både sælger og køber.
Mange overvejelser og følelser (og økonomi) er allerede investeret i hesten inden den kommer til undersøgelsen. Jeg vil derfor gøre mit bedste for at alle parter får en god oplevelse :)
Selvfølgelig er det min pligt og arbejde, at "fange" de fejl en hest måtte have og vurdere disse objektivt, således at køber får en ordentlig vurdering af sin "vare".
Desuden har jeg adskillige gange selv været både køber og sælger af skønne heste. Og ikke mindst ved jeg også, hvor meget arbejde man som avler/ sælger/ træner har lagt i at få hesten solgt. Ligesom man som køber har brugt tid og fået følelser for hesten. HU er ofte sidste "test" inden selve handelen gennemføres. Så jeg har forståelse for begge parter.
Men der vil selvfølgelig ALTID, uanset omstændighederne, medbringes den største dyrlægefaglige grundighed og mest mulige objektive syn på hesten.
SÅDAN FOREGÅR EN HANDELSUNDERSØGELSE:
- Hesten undersøges nøje for eventuelle tegn på sygdom, mangler eller fejl. Vi går hele vejen rundt om hesten og tjekker alt, hvad der er muligt at komme til.
- Hesten skal også præsenteres i longe, mønstres og bøjprøves. Alt efter forholdende gøres dette optimalt på blødt- og hårdt underlag.
- Personligt er jeg rigtig glad for at se hesten under rytter. Jeg anser dette for at være en hel essentiel del af en handelsundersøgelse, hvis hesten skal bruges til ridehest. Selvfølgelig såfremt at både sælger og køber måtte være interesseret i dette.
- Der vil blive noteret eventuelle anmærkninger ved hesten, og til sidst laver jeg en samlet vurdering.
- Dokumenterne kan herefter benyttes til at tegne forsikring på hesten, hvilket jeg altid KRAFTIGT anbefaler.
- Husk HU/ sundhedsundersøgelsen ikke er en garanti, men et værktøj til at fange nogle eventuelle sundhedsfejl hos hesten.
LIDT OM KØB AF ISLANDSK HEST
Lidt utraditionelt tilbyder jeg også ydelser såsom: Udvidet adfærdsvurdering og prøveridning af hesten.
Den udvidet adfærdsvurdering er en ydelse, som jeg tror mange (måske især førstegangskøbere) kan have glæde heraf. Her suppleres med lang række spørgsmål og eventuelle test af hesten, såfremt både køber og sælger er enige om at dette er i orden. På denne måde får vi vendt emner, som køber måske ikke selv havde overvejet eller erfaret. Vurderingen vil dog altid blive sat i kontekst med den brug hesten skal have hos køber, og den brug hesten har haft hos sælger. En historie fra det virkelige liv kan læses nedenfor. Blot husk, at dette ikke er en ydelse med garanti for at hesten er perfekt, men et redskab til at komme nogle problematikker til livs.
Prøveridning af hesten. Dette gør det muligt for køber, at se hesten under en helt 3. rytter med andre input. Dette henvender sig især til de købere, som måske ikke har glæden af at kende en erfaren islænder-rytter. Mange informationer kan opnås på ryggen af hesten. Dette er selvfølgelig betinget af hestens temperament og ejerens sammentykke.
En historie fra det virkelige liv - om hestekøb
For mange år tilbage skulle vi på udkig efter to nye skovtursheste, som skulle kunne indgå i vores daværende nyopstartede hesteudlejningsfirma. Vi havde i forvejen tre vidunderlige stabile tøltende islandske heste, så hvad kunne gå galt?
Vi tog til Nordsjælland hos en anden hesteudlejning, som skulle til at lukke ned og derfor solgte ud af sine heste. Vi fandt hurtigt en smuk rød hoppe og dennes halvbror. Vi fik lov at prøve dem på stedets bane, hvor begge heste gik stabilt. Tølten var ikke brugt, men lå ligefor - i følge ejer. Hestene var hhv. 7 og 8 år. Vi prøvede dem af to omgange, hvoraf anden tur var i en lille skov, som lå i forbindelse med gården. Vi besluttede at købe dem. Hestene havde, i følge ejer, gået som turheste og handicapheste hos hende. Så de måtte jo være stabile af sind, hvilket vi skulle bruge hos os.
Men hvor har det været dyrt ikke, at få stillet de rigtige spørgsmål og få testet de rigtige ting.
Hestene skulle nemlig vise sig, begge to, at være voldsomt bange for trafik! Da vi er omringet af veje med trafik hen til vores skov - var dette er seriøst problem. Hestene viste sig ligeledes, at være langt fra ligetil medhensyn til tølten. Dette lærte de dog med tiden, men havde vi blot vidst/ kendt mere til hestenes afstamning havde vi nok kunne haft dette mere med i overvejelserne. Og havde vi bare tænkt over, at få testet hestene ude ved en vej og ikke bare i de "trygge" omgivelser, så havde situationen nok været en anden.
Vi havde selvfølgelig alt dokumentation i orden, men da vi spurgte ejer om muligheder for returnering - blev dette afvist. Vi ønskede ikke at gå i retten, som sikkert også havde været dyrere alligevel, selvom hestene bestemt ikke havde været billige. Men vi kunne ikke bruge hestene i vores firma og solgte dem til foræringspris efter mange forsøg med professionelle ryttere og professionel træning. Det blev nogle dyre lærepenge.
Men pointen med historien var blot, at selvom vi havde haft mange års erfaring med vores egne tre rolige heste var vi langt fra erfarne med køb af heste. Havde vi blot haft en mere erfaren person med os i købssituationen eller selv været mere opmærksom på at få spurgt/ prøvet de rigtige ting, så havde vi nok sparet en del. Var det dumt af os at købe hestene? I virkeligheden var det nok bare hel simpel mangel på viden om køb af heste. Så jeg håber, at jeg kan være med til at hjælpe andre kommende hesteejere med at komme godt fra start. Det skal være en fest at have hest!